Vedtægter for Gymnastikforeningen I Langå
 
  
§1 Foreningens navn, hjemsted
Foreningens navn er "gymnastikforeningen i Langå" forkortet til "Gil" og er stiftet på generalforsamlingen d. 24. maj 2004, og har hjemsted i Randers kommune, region Midtjylland.
 
§2 Foreningens formål
Ved gymnastik og idræt samt anden kulturel virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
 
§3 Bestyrelsen
Stk.1
Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens virksomhed og aktiviteter i henhold til denne vedtægt og til generalforsamlingens beslutninger og varetager i øvrigt foreningens løbende forretninger.
 
Stk.2
Bestyrelsen består af 4-5 medlemmer der vælges for 2 år ad gangen, således at der afgår halvdelen hvert år. Der reserveres en plads til en træner.  Den afgående og den tiltrådte bestyrelse sidder samlet fra generalforsamling til opvisningen er overstået med det formelle ansvar hos den afgående bestyrelse
 
Stk.3
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede.
 
Stk.4
Alle sager afgøres ved simpelt flertal, og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
 
Stk.5
Formanden indkalder til bestyrelsesmøde og i øvrigt når mindst 1 bestyrelsesmedlem har ønske om dette.
 
Stk. 6
Formanden udsender indkaldelse med dagsorden til bestyrelsesmøde til alle bestyrelsens medlemmer senest 1 uge før mødet.
Forslag der ønskes vedtaget eller drøftet, skal være formanden i hænde senest 10 dage før mødet.
 
Stk.7
Der skrives referat over hvert af bestyrelsens møder. Referatet godkendes inden mødet afslutning. underskrives alle de tilstedeværende medlemmer efter godkendelse på det efterfølgende møde. Referatet udsendes til alle bestyrelsens medlemmer.
 
§4 Medlemmer
Stk.1
Som medlemmer optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter.
 
Stk.2
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund hertil. Vedkommende medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
 
Stk.3
Passivt medlemskab kan opnås ved indbetaling af kontingent, fastsat af bestyrelsen. Beløbet går udelukkende til at højne kvaliteten i det sociale samvær i foreningen.
 
§5 Organisationer
Foreningen kan tilslutte sig de nødvendige organisationer, men skal godkendes af bestyrelsen.
 
§6 Generalforsamlingen
Stk.1
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
 
Stk.2
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned.
 
Stk.3
Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske mindst 2 uger før afholdelse og skal annonceres lokalt avis samt på foreningens facebook gruppe/den lokale Langå gruppe..
 
Stk.4
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest en uge før afholdelsen.
 
Stk.5
Mødets dagsorden skal omfatte:
  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Forelæggelse af revideret regnskab.
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Det henstilles, at formand og kasserer ikke afgår samtidig.
  6. Valg af 1-2 bestyrelsessuppleanter
  7. Valg af 1 revisor
  8. Valg af revisor suppleant
  9. Evt.
 
Stk.6
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning, og i øvrigt hvis mindst 30 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til formanden med angivelse af dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæring herom er modtaget og i øvrigt jf.§6stk.3
 
Stk.7
Afstemninger sker altid skriftligt.
 
Stk.8
Alle med interesse i foreningens arbejde der er fyldt 18 år, er valgbare. Alle medlemmer der er fyldt 15 år, har stemmeret men kan ikke modtage valg. Endvidere har alle forældre til børn som er medlemmer stemmeret og er valgbare. Intet medlem, der er i restance, har tale- eller stemmeret.
 
§7 Regnskab
Stk.1
Kassereren fører foreningens regnskab og forlægger dette på generalforsamlingen.
Regnskabsåret omfatter perioden 1. jan. - 31. dec.
 
Stk.2
Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive regnskabet.
Bestyrelsen er ansvarlig over for kommunalbestyrelsen for regnskab og dokumentation for virksomheden, for anvendelse af det modtagne tilskud samt anviste lokaler m.v.
Bestyrelsen hæfter for foreningens tilskud efter gældende lovgivning
 
 
§8 Revision
Generalforsamlingen vælger 1 revisor jf. §7stk.5 punkt 8, og regnskabet afleveres af kassereren til revision senest 2 uger før generalforsamlingen.
Revisoren skal aflevere regnskabet i revideret stand til kassereren senest 5 dage før generalforsamlingen.
 
§9 Fuldmagtsforhold
Fuldmagt for foreningen tegnes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer efter vedtagelse på et bestyrelsesmøde.
 
§10 Kontingent
Stk.1
Bestyrelsen fastsætter alle kontingenter for foreningen.
 
Stk.2
Et medlem må ikke være i restance i mere end 6 uger. Efter 6 uger i restance vil man normalt blive udelukket fra deltagelse i alle aktiviteter i foreningen.
Denne udelukkelse afgøres af bestyrelsen og kan ikke ankes.
 
§11 Inhabilitet

Intet medlem kan stemme i sager, der vedrører vedkommende selv.
 
§12 Vedtægtsændringer
Forslag til ændringer i denne vedtægt, kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.
 
§13 Opløsning af foreningen
Stk.1
Foreningen kan opløses. Men der skal stemmes om opløsningen af foreningen ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, hvor mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for opløsningen. De 2 generalforsamlinger skal afholdes med mindst 4 ugers mellemrum, og indenfor en periode på maksimalt 2 måneder. Foreningen kan efter bestyrelsens ønske ligge i dvale i et år, inden der indkaldes til generalforsamlinger med henblik på opløsning.
 
Stk.2
Ved foreningens opløsning går et eventuelt overskud/formue samt ejendele til Randers kommune med henstilling om at ejendele forbliver i lokalområdet.
 
 
Vedtægter godkendt af generalforsamlingen d. 21.02.2019
GIL - Gymnastikforeningen i Langå